“På planeten Lirumlarum går alle folk med hjernehat
og tankerne uden på hovedet.
Alle kan se, hvad hinanden tænker,
Og hjælpe, når det bliver rodet.”
Julen er hjerternes fest, siger man. Men helt ærligt, så gik det heller ikke uden hjernen. Uden hjerne ville ingen kunne huske, at du skulle have julegaver. Og du ville ikke kunne kende forskel på lugten af nybagte brunkager og muggen armhule.
Du har sikkert set et billede eller en tegning af en hjerne, og du ved sikkert også godt, at hjernen består af to halvdele: Højre hjernehalvdel, der styrer venstre del af kroppen, og venstre halvdel, der styrer højre del af kroppen.
Men vidste du, at vi også har noget, der hedder lille- og storehjernen, hjernebarken og hjernestammen? Eller at hjernen består af en hel masse centre, der blandt andet styrer din personlighed, hvad du husker - og om du kan skelne mellem mennesker ud fra deres ansigter?
Få styr på din hjerne
Hjernen er også det sted, tankerne dannes, og hvor dit 'jeg' sidder. Det er på en måde dér, hvor hele din verden sidder; men det er jo ikke lige så nemt at lukke op og se, hvordan det hele spiller sammen.
Det kan du imidlertid nemt fikse ved at bygge din helt egen hjernehat. Med sådan en kan du gå med hjernen uden på hovedet, og se hvad flere af dine hjernestrukturer gør, og hvor de er placeret.
Og faktisk kan man sagtens gå rundt med sin hjernehat indenunder sin nissehue - men det må du selv om, det skal vi ikke blande os i.
Lær, hvordan du laver en hjernehat ovre hos de gode folk på Hjernen i fokus.
Eller læs endnu mere om hjernen på eReolen GO!, hvor du fx kan læse de her bøger:
‘Hjernen’ af Maja Plesner
‘Mig og min hjerne’ af Charlotte Louise Koldbye
‘Det er min hjernes skyld : en guide til teenagere og deres voksne’ af Nicola Morgan
Du kan også læse mange flere fakta om vores fantastiske hjerne i dette faktalink.